Del 3: Casinopenge.dk kommer på TV2 Nyhederne
Dette er del 3 af historien om de tidlige dage af Casinopenge.dk's 25 årige historie fortalt af Casinopenges stifter, Jens Bøg Hokka. Læs første del af historien her.
Rasmus Tantholdt var en ung journalist i år 2001. Han var endnu ikke rejst til Afghanistan som krigsjournalist - der skulle stadig gå 5½ måneder før to fly fløj ind i World Trade Center - og der skulle gå yderligere 21 år, før han rejste med fodbolddrengene til Qatar for at dække VM.
Til gengæld havde den unge Tantholdt for nylig været på skiferie for penge, han havde vundet gennem casinoer fundet på Casinopenge.
Han kunne faktisk fortælle, at halvdelen af nyhedsredaktionen på TV2 Nyhederne brugte Casinopenge.dk, og til trods for den store tilstrømning til siden, havde ingen lyst til at lave et nyhedsindslag om siden. De frygtede, at et større kendskab til siden ville medføre en hurtig afslutning på hele bonus-eventyret.
Til sidst havde nyhedschef Jens Gaardbo alligevel skåret igennem: Der var en historie at fortælle, og det var deres job at fortælle den. Hvis ikke Rasmus ville lave indslaget, ville han få en anden til at gøre det.
Derfor stod Rasmus Tantholdt på mit 12 m2 kollegieværelse i Aarhus søndag den 4. marts 2001 og forsøgte at få plads til sin kameramand, så de kunne lave et interview med mig.
Ikke helt neutrale brugere
Med mit interview i kassen, opstod næste udfordring: For at lave et godt nyhedsindslag, skulle de også lave mindst to interviews med brugere af siden. Det var ikke så nemt, for dengang - såvel som nu - var der et stigma forbundet med at spille på casino.
Jeg fik dog overtalt en af dem, jeg sang i kor med, til at stille op. Dermed manglede der nu kun en bruger mere, for at indslaget kunne blive vellykket.
Brugere var der nok af, men det ville ikke virke så godt, hvis Rasmus Tantholdt interviewede sig selv eller en af sine kollegaer - det ville påvirke den ønskede neutralitet i indslaget.
Til sidst lykkedes det mig at finde én person mere, der ville stille op til et interview. Han var nu heller ikke helt neutral, for han var blevet partner i firmaet to dage tidligere. Men indtil da havde han blot været en glad bruger af Casinopenge, så Rasmus mente, at vi kunne glemme hans nye rolle for en stund. Indslaget skulle være klar samme aften, og der var ikke andre frivillige.
Derfor kørte Rasmus Tantholdt og hans kameramand de få hundrede meter, der var hen til Lotte Østergaard - alt-sangerinden fra mit kor - og derfra videre til Højbjerg for at interviewe min barndomsven og nye forretningspartner Ole Peter Riis.
Ikke helt neutrale sandhedsvidner, men det lykkedes.
Man tror det er løgn...
Søndagsnyhederne på TV2 var i år 2001 det helt store samlingspunkt for den danske befolkning - på et niveau, hvor stort set kun landskampe, DR Drama og genudsendelser af Matador kunne følge med. Nyhedsværten søndag den 4. marts 2001 var TV2s egen superstjerne, Jes Dorph-Petersen.
Det kan være svært at tro i dag, men Jes Dorph-Petersen blev dengang set som landets mest troværdige mand, hvilket endda var blevet markeret med en officiel kåring. Hvorvidt dette hjalp ham over for journalistpraktikanterne på TV2 vides ikke, men det har uden tvivl haft en effekt, da han sagde følgende ord som indledning til et af aftenens sidste indslag:
"Man tror ikke, det kan være sandt, men det passer: På internettet kan man spille casino og vinde en masse penge uden at risikere at tabe ret mange af dem".
Billedteksten over studieværtens skulder var "Lette penge".
Indslaget startede med et nærbillede af de seneste checks, jeg havde modtaget med posten: 18.000 kr. fra de sidste 2 uger.
Herefter skifter billedet mellem mit interview, nærbilleder af Casinopenge.dk og flere checks. Rasmus Tantholdts behagelige stemme fortalte, hvor glad jeg var for både checks og hjemmeside.
Næste del fokuserede på den konverterede skeptiker: Lotte Østergaard var sanger i mit kor og en god ven, men i indslaget blev hun blot præsenteret som "Lærer". Med skolelærerbriller og cardigan udgjorde hun det perfekte eksempel på "den helt almindelige dansker". Hun havde også en bunke checks og fortalte, hvordan hun ikke havde troet på det i starten, indtil banken rent faktisk indløste den første check.
Halvvejs inde i indslaget fulgte forklaringen som var en kort genfortælling af teksten fra forsiden af Casinopenge.dk: Den høje konkurrence blandt casinoerne gjorde, at de lokkede med gratis penge.
Her fulgte den mest skeptiske del af indslaget. Rasmus Tantholdt spurgte mig, "Hvad er hagen ved det her?", hvortil jeg omgående svarede, at der "ikke er nogen hage lige nu". "Casinoerne giver dig nogle penge for at blive kunde, og så kan man udnytte, at der er så mange casinoer."
Det sidste minut af indslaget var en afprøvning og en simpel demonstration af "fidusen". Rasmus Tantholdt oprettede en konto på Prestige Casino, indsatte $20 og fik $40 i bonus. Herefter spillede han 60 gange $1 på Rød på Rouletten, tabte lidt, men endte alligevel med en gevinst på $37 på grund af bonussen.
Indslaget sluttede med et besøg hos min nye forretningspartner, som i indslaget blot blev præsenteret som "Musiker". Han havde lige modtaget 2 checks i postkassen og sagde med en frisk tone, at det var fedt at finde checks i postkassen, for der plejede kun at være regninger.
Alt i alt var indslaget som et afsnit af DR's Kontant vendt på hovedet: I stedet for at præsentere en forretningsmand med en fidus, der lovede guld og grønne skove, men kostede alle kunderne penge, viste dette indslag i stedet en ung mand med en fidus, der rent faktisk virkede og gav alle brugerne "nemme penge".
Det hele blev rundet af med Danmarks mest troværdige mand, Jes Dorph-Petersen, der forsikrede seerne om, at den var god nok: Det var helt lovligt at spille på udenlandsk casino, og han opfordrede dem til at besøge nyhederne.tv2.dk for at læse mere. (Her kunne man finde et link til Casinopenge.dk).
Besøgsrekord
TV2 Nyhederne havde denne søndag 1,1 millioner seere - en femtedel af den danske befolkning.
TV2 Nyhedernes hjemmeside fik besøgsrekord umiddelbart efter indslaget.
Casinopenge.dk gik ned. Den pludselige eksplosion af besøgende havde samme effekt som et DDOS angreb, hvilket omgående fik Casinopenges billige webhotel til at bukke under.
Ikke desto mindre havde jeg en panikslagen casinoejer i røret næste morgen: 5.000 personer havde tilmeldt sig Geisha Lounge gennem mit Refer-A-Friend link og vundet i alt $80.000 over casinoet.
Læs videre om 2 uger, hvor jeg fortæller om, hvordan TV2 indslaget ændrede ALT for Casinopenge.dk.
Annonce: Siden indholder annoncelinks.
Casinopenge modtager betaling fra nogle casinoer nævnt på Casinopenge. 18+.
Spillemyndighedens rådgivning på
Stopspillet.dk.
Selvudelukkelse på ROFUS.nu.. Alle regler og vilkår fremgår af casinoets hjemmeside.
Læs hvordan tilbudene bliver rangeret